Sidder i min seng. Dynen er for varm. Luften er for kold. Har brugt den sidste time på at diskutere med mig selv. Skal jeg smide masken eller ej? Tør jeg? Hvem læser med?
Og jeg er nået frem til den konklusion, at jeg gør det. Jeg fortæller det - det er meget nemmere i stedet for at bruge en masse tid på undskyldninger. Og hvad er jeg så bange for? Det nærmer sig tre år. Jeg begriber det ikke selv.
...
For snart tre år siden ramlede min verden. Jeg havde det så dårligt, at jeg troede jeg skulle dø. Det begyndte da jeg fik min søn, skønne dejlige Fipsen. Jeg vidste ikke en kæft om, hvor sårbar man bliver som mor eller hvilke "traumer" der pludselig kan buldre op fra dybet når man efter 9 måneders ventetid pludselig står der og kigger ned på en spæd udgave af sig selv. Fipsen var nyfødt og jeg selv var 5 år. Sådan føltes det. Min mor var der ikke til at passe på mig. Hende havde jeg taget afsked med tre år forinden, da hun trak vejret en sidste gang i en sygeseng på hospice. Hvordan skulle jeg vide, at jeg ville komme til at mangle hende SÅ meget? Hvordan skulle jeg vide, at jeg endnu ikke havde fået bearbejdet sorgen og tabet af hende. "Belastningstilstand" blev der sagt hos lægen og psykologen. "Du er tekstbog" sagde psykiateren. "Du har levet under for stort pres og for meget stress for længe - det kan vel ikke overraske dig, at du ikke længere kunne bære byrderne?" Kæft mand - jeg gloede bare på samtlige fagfolk og rystede på hovedet uden egentlig at tage deres ord til mig. Skreg indenvendigt: JEG ER SKIDE LIGEGLAD. BARE GØR MIG NORMAL IGEN! Men ingen svarede. Ingen kunne tage det væk. "Det kommer til at tage lang tid" sagde de alle sammen. "Hvor længe?" bævede jeg. Ingen svarede. De trak blot på skuldrene og sagde "længe". Og jeg skal saftsuseme love for, at de fik ret!
Efter snart tre år på medicin og samtaleterapi er jeg endnu ikke ovenpå. Jo, mange brikker er faldet på plads, noget sorg er bearbejdet og jeg fungerer... sådan da. Men løber endnu 10 skridt efter mig selv hele tiden. Pruster og stønner for at følge med. Og det er faktisk lige gået op for mig i dag, at jeg endnu ikke har erkendt at jeg er "syg"eller har været det. Måske fordi jeg ikke anser "stress", "depression" og "belastningstilstande" som værende noget man er "syg" af. Man er stadig bange for "labels" og en depression er endnu ikke det samme som et brækket ben. Men er man ikke altid "syg" hvis man har nedsat funktionsdygtighed over en periode af kortere eller længere varighed? Jeg ved det faktisk ikke. Men jeg har i hvert fald besluttet mig for, at i dag må blive første dag i resten af mit liv. Nu åbner jeg bogen for jer og andre store beslutninger må siden komme på plads, for én ting er stensikkert. Jeg er røv træt af, at være hensat til uoverkommelighed hele tiden. Jeg er røv træt af manglende overskud til at se mine venner, til at gøre ting jeg plejer, til at være noget for nogen. Ved jeg endnu hvad der skal til? Jah, måske? Har jeg tålmodighed? Ikke helt - men det kan nok ikke være anderledes. "Rask" er jeg i al fald ikke endnu!
I ved nok, at jeg har taget orlov? Jeg håber faktisk, at den kan være med til at give et skub i den rigtige retning. Jeg passer på med ikke at lave for mange planer og søsætte for mange projekter. I et splitsekund overvejede jeg at tage min afsked med häklenfelt. Det kunne jeg alligevel ikke. Den kan jeg ikke undvære og da slet ikke alle jer. Beslutningen om at fortælle sandheden blev taget i stedet, så I nu ved hvorfor der ind imellem er stille på bloggen. Jeg håber selvfølgelig ikke, at det altid skal være sådan.
Tak fordi I læste med...
